Der er brug for faktuel viden i den offentlige debat. Men forskere skal også kunne holde til rollen. Det indebærer et bæredygtigt match mellem person, faglighed og  det at optræde som offentlig ekspert.

Hvordan får vi flere forskere til at deltage i den offentlige debat? Det var et af spørgsmålene på det forsknings- og uddannelsespolitiske topmøde på DTU den 7. oktober.

Spørgsmålet er aktuelt i en tid, hvor misinformation, kunstig intelligens og politisk polarisering udfordrer vores muligheder for at skelne mellem fakta, fortolkninger og holdninger. Her har forskerne en stadig vigtigere rolle som uafhængige, faglige stemmer, der kan kvalificere den offentlige debat.

Og der er efterspørgsel. Ifølge Viden & Demokrati Barometeret 2025 har 77 procent af danskerne tillid til forskning, mens 67 procent ønsker, at forskere deltager mere i den offentlige debat.

Vi har altså både brug for forskerne og tillid til deres viden. Udfordringen er at få flere til at tage ordet og at det sker på en måde, så ekspertrollen er bæredygtig for de personer som tager rollen på sig.

Medietræning kun en del af løsningen

På topmødet blev der blandt andet peget på behovet for bedre medietræning og for at gøre det lettere for journalister at finde relevante forskere, f.eks. gennem universiteternes ekspertlister.

Begge dele giver god mening. Forskere skal kunne forklare deres viden, så andre kan forstå den. Og medierne skal have adgang til kvalificerede eksperter, når aktuelle spørgsmål skal belyses.

Men der blev også peget på, at udfordringen handler om mere end formidling. Når en forsker træder ind i den offentlige debat, bevæger man sig samtidig ind i et felt, hvor forskning, medier og politik mødes. Tre verdener med forskellige interesser og spilleregler.

Forskeren skal stå på mål for sin faglighed og videnskabelige integritet. Journalisten skal formidle, undersøge og udfordre. Politikeren skal prioritere, afveje interesser og træffe beslutninger.

Det skaber situationer, hvor forskeren må bruge sin dømmekraft. Hvor meget kan forskningsresultater forenkles uden at miste væsentlige nuancer? Hvordan håndteres spørgsmål, der rækker ud over ens eget forskningsområde? Og hvad gør man, når politiske aktører forsøger at få forskningen til at understøtte bestemte positioner?

Bæredygtig rolle som ekspert

Hvis man ser på det at være ekspert i forhold til repræsentationsmandatet, så handler det også om at finde fællesmængden, hvor den faglige autoritet, de personlige forudsætninger og offentlighedens forventninger kan mødes.

  • Personen: Hvad har forskeren overskud til, mod på og føles komfortabel med? Hvor går vedkommendes grænser?
  • Forskerrollen: Hvilken faglig autoritet, integritet og hvilke begrænsninger følger med forskningen?
  • Ekspertrollen: Hvilke forventninger har medier, politikere og offentlighed til tilgængelighed, tydelighed og stillingtagen?

Når der er et godt match mellem ovenstående, kan man optræde som ekspert med både faglig integritet, personlig troværdighed og et engagement, der kan holde over tid.

Offentlig deltagelse skal understøttes

Til topmødet på DTU blev der også peget på, at forskere kan opleve pres fra f.eks. særlige rådgivere, som ønsker bestemte vinklinger af deres resultater. Og at universitetsledelserne må bakke op om forskerne, når den slags situationer opstår.

Det er en væsentlig pointe, som handler om at skabe en kultur, hvor offentlig deltagelse i højere grad understøttes organisatorisk, så forskeren ved, at institutionen står bag vedkommendes faglige uafhængighed.

Dermed bliver det at agere som ekspert også til en opgave som kalder på ledelse og organisatoriske beslutninger.

  • Rolleafklaring: Forholdet mellem forskerrollen og den offentlige ekspertrolle. Hvornår taler man som fagperson, hvornår udtrykker man personlige vurderinger, og hvilke forventninger følger med universitetstilknytningen?
  • Råderum og opbakning: Forskeren skal vide, at den faglige uafhængighed respekteres, og at den nødvendige rygdækning er etableret, når offentlig deltagelse bliver vanskelig.
  • Organisatoriske rammer: Tid, kompetenceudvikling og faglige fællesskaber, som gør offentlig deltagelse til en mere integreret del af forskningsopgaven.

Og som nævnt på topmødet kan det også handle om at understøtte faglige alliancer, hvor forskere går sammen om at bidrage til samfundsdebatten og dermed både supplerer hinandens faglighed og deler den offentlige eksponering.

Mandat og forventninger

På topmødet blev det også drøftet, hvordan forskningsbaseret viden mere systematisk kan bringes ind i de politiske beslutningsprocesser.

Videnskabernes Selskab har f.eks. peget på behovet for at styrke Folketingets adgang til uafhængig videnskabelig rådgivning og anbefalet, at der udvikles en dansk model med inspiration fra andre lande.

Det kan blandt andet ske ved at forskere deltager i udvalg, arbejdsgrupper, ekspertpaneler og andre sammenhænge, hvor deres viden kan gøre en forskel.

Men uanset om forskeren møder en journalist, en politiker eller deltager i et rådgivende udvalg, er der behov for klarhed om rolle, mandat og de forventninger, der følger med.

Hvis vi vil have flere forskere til at bidrage til den offentlige debat, skal vi derfor ikke kun spørge, hvordan de bliver bedre til at kommunikere. Vi skal også spørge, hvordan der skabes en bæredygtig ramme for deres deltagelse.