Før sommerferien blev 44 nye uddannelser og uddannelsesudbud godkendt, blandt andet som led i reformen af universitetsuddannelserne. Samtidig er professionshøjskoler og erhvervsakademier i gang med at gennemføre reformen af de professions- og erhvervsrettede videregående uddannelser.

Det, der begyndte som politiske beslutninger, skal nu omsættes til prioriteringer og organisatoriske forandringer på de enkelte institutioner. Beslutninger som bestyrelse, rektor og direktion skal gennemføre og stå på mål for. Det stiller krav til samarbejdet om at repræsentere institutionen.

Arbejdsdelingen rækker ikke

Den formelle arbejdsdeling – med bestyrelsen som øverste myndighed og rektor og direktion med ansvar for den daglige ledelse – fortæller, hvem der har kompetence til at træffe hvilke beslutninger. Men den fordeler ikke automatisk ansvaret for at repræsentere og forklare de valg, der følger af reformerne. 

Derfor kan det være uklart, hvornår bestyrelseslederen bør træde frem, hvilke beslutninger rektor skal stå på mål for, og hvornår det er direktionens opgave at forklare de faglige, økonomiske og organisatoriske konsekvenser. 

Uklarhed kan koste opbakning

Uklar arbejdsdeling om repræsentationen betyder uklar og måske mangelfuld kommunikation. 

Eksternt kan politikere, aftagere og offentlighed blive usikre på, hvilke valg bestyrelsen står bag, og hvilke valg rektor og direktion har truffet som led i den konkrete implementering. 

Internt i organisationen kan medarbejdere og studerende have svært ved at forstå meningen med de prioriteringer, der følger af reformerne. 

Konsekvensen kan være manglende opbakning til den konkrete implementering – fordi det er svært at bidrage til en forandring, hvis begrundelsen for den er uklar. Det gælder i særlig grad forandringer, som påvirker den enkeltes arbejdsopgaver, uddannelse, arbejds- og studiested. 

En fælles ledelsesopgave

Løsningen er ikke en fælles stemme fra bestyrelse, rektor og direktion, men en fælles afklaring af repræsentationsmandatet. Arbejdsdelingen må fortolkes i den konkrete situation. 

Nogle beslutninger kalder på en synlig bestyrelsesleder, mens andre repræsenteres mest troværdigt af rektor eller et medlem af direktionen. Det afgørende er, at mandat og ansvar følges ad, og den enkelte repræsentant opleves som legitim i sin position. Samtidig skal bestyrelse, rektor og direktion fremstå som en sammenhængende ledelse. 

Reformer tester altså både institutionernes evne til at gennemføre politiske beslutninger og samarbejdet i toppen af organisationen. Hvis samarbejdet halter, bliver implementeringen vanskeligere.